Dobbelt op på flæskesvær

Danish Crown lancerer en svinekam med dobbeltsvær, som sikrer rigeligt med svær til alle til julefrokosten og andre sammenkomster.

15. november 2016

Kronsj! Mmm, hvem elsker ikke den knasende lyd og den salte smag af flæskesvær? Og hvem har ikke, mere eller mindre diskret, prøvet at redde et par ekstra stykker svær over på tallerkenen uden hensyntagen til sidemanden?

Den problematik imødekommer Danish Crown med lanceringen af en svinekam med dobbeltsvær. Det sikrer nemlig rigeligt med svær til alle til julefrokosten og andre sammenkomster.

- Sprød svær, som kan fås fra mange af grisens udskæringer, er nærmest uundværlig ved serveringerne i julen. Især svinekam med svær og ribbensteg er en yndet spise på julebuffeten og gerne en fast tradition på menuen til diverse lejligheder i julen. Derfor lancerer vi nu også en svinekam med svær hele vejen rundt, så der er svær nok til alle, siger Søren Madsen, creative manager i Meat Lab i Herning, Danish Crowns innovationscenter.

Her har man udviklet svinekammen med dobbeltsvær. Stegen, der fås både på køl og på frost, er lige til at sætte i ovnen, da den er tilpasset en såkaldt gastrobakke.

- Og kødet stammer naturligvis fra danske grise, som er født, opvokset og slagtet i Danmark, fastslår Søren Madsen med et smil.

Svinekam med dobbeltsvær er ridset, snøret og udskåret i hånden af svinekam med ekstra svær fra brystsiden.

Produktet sælges via Danish Crowns grossister til eksempelvis restaurationer og kantiner.


FAKTA 

MEAT LAB
Meat Lab er Danish Crowns kreative madværksted og branchens kødfaglige og gastronomiske oplevelsesplatform.

Se film fra Meat Lab

GRIS MED STØRSTE FORNØJELSE
Svinekammen med dobbelt svær er en del af Danish Crowns sortiment i gruppen ”Gris med største fornøjelse”. Målet er at kunne tilgodese forskellige køkkeners gastronomiske køkkenbehov, uanset om man går op i dansk økologi, brænder for det gode håndværk, søger de helt særlige udskæringer – rustikke såvel som de mere afpudsede – eller er på udkig efter de mest økonomiske udskæringer til julebordet.