Loading...

Fra ferieafløser til produktionsdirektør

Der er få steder i Danish Crown-koncernen som Per Laursen ikke har stiftet bekendtskab med igennem sine 35 år som medarbejder. I 1981 gik han i lære som svineslagter, og når han i dag kigger tilbage på sin vej til jobbet som produktionsdirektør, svarer han både ja og nej, når han bliver spurgt, om han havde regnet med at ende, hvor han er i dag.

- På den ene side tog jeg jobbet, fordi jeg havde brug for at komme i arbejde. Skolen var ikke noget for mig, og da jeg gik ud af 10. klasse, skulle jeg finde noget at lave, og der var jobbet som slagter en mulighed. På den anden side var mine forældre ikke så glade for, at jeg skulle være slagter, fordi de syntes, det var en for hård branche, så jeg lovede dem, at jeg nok skulle blive til noget, siger Per Laursen.

Det ’noget’ kom efter et par år som svend, hvor han blev prikket på skulderen og tilbudt en plads på kurset ’lærling til driftsleder’. Her blev han forberedt på at blive en fremtidig leder, og dermed blev der lagt spor til en karriere i slagteribranchen. Spor som også bliver lagt for unge i Danish Crown-koncernen i dag.

- Jeg tror ikke, der er mange unge mennesker, der tænker på slagteribranchen som et sted man kan gøre karriere, selvom der egentlig er gode muligheder for det. Den tur jeg har taget, er der ikke noget i vejen for, at andre unge mennesker kan komme på i dag, hvis de er ambitiøse og fleksible, siger Per Laursen

Ambitioner som leder

Siden starten som ferieafløser har Per Laursen både arbejdet som svend, mester, produktionschef, fabriksdirektør på det store slagteri i Horsens og nu som produktionsdirektør med base på hovedkontoret i Randers. Fælles for det hele var, at det var ambitioner som leder, der trak.

- Jeg har aldrig gået efter at blive direktør, men i takt med at jeg fik muligheder for at arbejde med ledelse, blev jeg mere og mere overbevist om, at det var det, jeg ville. Jeg har selvfølgelig også været heldig og været på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, men hvis man har lidt succes med det, man laver, er der en god chance for at blive prikket på skulderen i denne her branche.

I dag er han glad for, at det var slagteribranchen, han valgte, selvom forældrene havde håbet på noget andet i sin tid.

- Jeg har aldrig været ked af at køre på arbejde. Jeg kan ikke mindes en dag, hvor jeg synes, det ikke var spændende.

Jeg har aldrig været ked af at køre på arbejde. Jeg kan ikke mindes en dag, hvor jeg synes, det ikke var spændende.
Morten Jensen, industrislagter-lærling

Arbejdsglæden er vigtig

Hver dag kører Jacob Snog Ærenlund fra Aarhus til Holsted. Det bliver til 260 kilometer i bilen på E45, men det er ikke noget problem, når man arbejder et sted, man er glad for at være, siger han. Som forretningsudviklingschef i Danish Crown Beef har han fundet sit drømmejob.

- Jeg har tidligere været i Arla, og jeg har det bedst i andelsvirksomheder. Der er en god tålmodighed og grundighed og en langsigtet tankegang, som gør, at mit job med forretningsudvikling bliver nemmere. Andelshaverne vil meget gerne involvere sig i nye projekter og laver solide investeringer, og det grundige arbejde passer perfekt til min stilling, siger Jacob Snog Ærenlund.

Han har en baggrund med en cand. merc. i international marketing, og hans job spænder fra at finde produkternes gode historier til at lave markeds- og forbrugeranalyser til fremtidige produkter eller investeringer. Det ender ud i et oplæg eller en rapport, som virksomheden kan tage beslutninger ud fra.

Arbejdsglæde og motivation

Jacob Snog Ærenlund kom til virksomheden i 2014, og han lægger især vægt på, at Danish Crown i Holsted er et rart sted at være. Han fremhæver, at Danish Crown Beef har et miljø, hvor medarbejderne er glade for at være, og hvor der er motivation til at blive bedre.

- Vi ligger højt, når man kigger på engagement og motivation blandt medarbejderne, og det smitter bare af på en arbejdsplads. Det er et supergodt sted at være, og jeg har været mange steder, men hvis der ikke er en god ånd på arbejdspladsen, så smitter det af på arbejdsglæden. Her har jeg fundet mig et sted, hvor der er fantastisk stemning, og det vil jeg ikke bytte for noget, siger Jacob Snog Ærenlund.

Derfor håber han også at blive i Danish Crown længe endnu. Måske ikke i samme stol, men som en del af Danish Crown Beef.

- Jeg har lige lagt sidste hånd på vores strategi frem mod 2021 sammen med mine kolleger, og jeg håber og regner da med, at jeg også er her, når den næste strategi skal løbes i gang. Vi har et enormt udviklingspotentiale i denne her virksomhed, og det vil jeg gerne være med til at forløse længe endnu.

Det er et supergodt sted at være, og jeg har været mange steder, men hvis der ikke er en god ånd på arbejdspladsen, så smitter det af på arbejdsglæden.

Find den næste leder

Martin Pedersen arbejder til hverdag på slagtelinjen i Herning, men ved siden af arbejdet er han tilknyttet Danish Crowns talentprogram, hvor han uddanner sig til leder.

Hvert år prikker Danish Crowns afdelinger en række unge mennesker i virksomheden på skulderen og tilbyder dem en plads på Danish Crowns interne talentprogram. Her uddannes medarbejdere med lederpotentiale til at tage over, når det kræves, og en af de medarbejdere er Martin Pedersen.

Han drømmer om at blive mester for en afdeling og kan snart se enden på kurset.

- Der kan lynhurtigt ske ting og sager i denne her virksomhed, hvis man er omstillingsparat og har potentiale. For mit vedkommende er drømmen at blive mester, men der er andre på kurset, som vil ud og se verden og får den mulighed. På den måde er det fedt, at man kan komme frem i leddene, hvis man er seriøs i sit arbejde, siger Martin Pedersen.

Det kræver, at kursisterne tager kurser i ledelse og økonomi på merkonomuddannelsen, og samtidig at de lever op til de forventninger, som Danish Crown har til deres ledere.

Kærligheden til Herning

Som en del af programmet skal kursisterne udstationeres, og Martin Pedersen tog en måned på slagteriet i Horsens, hvor han fulgte mesteren for slagtekæden. Det var der en god grund til, for selvom der er mulighed for arbejde på Danish Crowns internationale afdelinger, håber han på at blive i Herning.

- For det første havde jeg lige købt hus og fået en bette, men samtidig har jeg ikke nogen vilde drømme om at komme langt væk. Jeg skal være ved Danish Crown resten af mit liv, og jeg kan ikke undvære de kolleger eller den jargon, der er på et slagteri. Der er noget helt specielt ved sammenholdet på et slagteri.

Derfor er håbet også at blive på slagtekæden i Herning, når hans egen mester en dag går på pension.

- Jeg er her otte timer om dagen, og jeg har det rigtig godt her. Jeg er stolt af mit erhverv, og af at være en del af så stor en eksportvirksomhed. Vi er første led i en vigtig produktion, så alt skal være i orden.

Jeg er stolt af mit erhverv, og af at være en del af så stor en eksportvirksomhed.