Danish Crown i Rønne har succes
med nabokontaktgruppe
Randers, 2. marts 2010
Danish Crown i Rønne har modtaget henvendelser fra naboerne om støj- og lugtgener. Derfor tog slagteriet sidste år initiativ til en nabokontaktgruppe for at skabe bedre kommunikation og forståelse mellem de to parter. Det har været en stor succes.
Nabokontaktgruppen opstod, da slagteriet for et års tid siden inviterede naboerne indenfor i forbindelse med, at slagteriet ville opsætte en ammoniaktank.
På mødet var der straks fire personer, som meldte sig til at være med i nabokontaktgruppen, og flere fik visitkort med hjem, så de kunne overveje det.
Randi Andersen er en af naboerne, og hun er glad for, at Danish Crown har taget naboernes klager til efterretning.
- Vi er utrolig glade for, at vi har fået en person, vi kan ringe til. Der er taget hånd om de ting, vi har bragt på bane både om lugtgener og støjproblemer fra lastbiler, der står i tomgang, siger Randi Andersen til Danmarks Radio.
Susi Gutfeld Bjerregaard, som er miljømedarbejder på DC i Rønne, ser også positivt på samarbejdet.
- Vi oplever, at naboerne får en bedre forståelse for os, og det vi laver. Og så kommer de med mange gode forslag. For eksempel, at vi kunne gøre noget ved beplantningen ude foran. Det er helt sikkert noget vi vil kigge på i løbet af foråret, siger hun.