Randers, d. 19. januar 2010
Der var nogle hjælpeorganisationer, der blev glade, da det nedlagte Danish Crown svineslagteri delte overskuddet fra medarbejdernes kantine ud.
285.000 kr. Så mange penge var der tilbage i det nedlagte svineslagteris kantine i Holstebro. 205.000 af pengene gik til den landsdækkende organisation La Vida for børn med en livstruende sygdom.
Men tre lokale organisationer i Holstebro havde også fået positiv respons på deres ansøgning til slagteriarbejdernes hjælpefond; Kirkens Korshærs varmestue, Ung Verden, hvor de syv beboere skal til København og dagplejemødrene i Ejerlauget Ellebæk Område 1, der ønsker sig en rutsjebane.
Jul i januar
- Jeg føler mig lidt som julemanden. Det er en fornøjelse hver gang, man deler penge ud til et godt formål, siger jobbankbestyrer Jørgen Christensen. Men det er også med en vis portion vemod i stemmen, han siger det.
- Grunden til, at vi kan hjælpe andre, er jo fordi slagteriet lukkede, og de penge, der før var til rådighed for mine kollegaer, kan nu bruges til at gøre andre glade, siger Jørgen Christensen.
Sidste gang, hjælpeorganisationer blev betænkt med godgørende midler fra slagteriet i Holstebro, var i oktober 2009. Dengang var det 450.000 kroner fra samme hjælpefond, der gik ubeskåret til forskellige børn med livstruende sygdomme og Multihuset for psykisk og fysisk handicappede voksne i Holstebro.
”Vi er også mennesker”
I år fik Kirkens Korshær i Holstebro 40.000 kroner til at gøre projektet ”vi er også mennesker”, til virkelighed. Kirkens Korshærs varmestue har 107 brugere hver dag.
- De skal have mulighed for at føle sig som almindelige mennesker. Hvis de endelig bliver inviteret med til en fest, så skal de også komme med en gave eller have nyt tøj på, ligesom alle andre, siger Kirkens korshærs leder Linda Hatfeldt.
- Det er det, pengene skal bruges til, og vores brugere synes, det er fedt, siger hun.