Randers, den 10. december
Navnet på skibet afslører næsten destinationen. Novaya Zemlya står der med store bogstaver i stævnen. Skibet ligger i Østhavnen i Aalborg og er ved at blive læsset. Nede på kajen kører trucks i zig-zag mellem containere og paller med kødkasser fra Danish Crown. I alt knap 105.000 kasser skal lastes – eller 2.431 ton nakker, bove, skinker, forender og lidt diverse. Målet er Skt. Petersborg i Rusland. Og skibet skal være fremme inden jul, forklarer eksportchef Jens Rahbek fra Danish Crown.
- Det bliver årets sidste skib. Og det bliver fyldt med julemad til russernes jul, der ligger i den anden uge i det nye år. Det er næsten blevet en hel tradition af vi sender et juleskib af sted. Og hvis vejret arter sig, så når vi det også i år uden problemer, siger Jens Rahbek.
Danish Crown sender løbende varer til Rusland med skib, lastbil og containere. Men eksporten har de seneste par år været påvirket af, at tre slagterier har været udelukket fra at eksportere til det attraktive marked.
- Vi har netop fået genåbnet slagterierne i Blans, Esbjerg og Sæby, og det betyder, at vi forhåbentligt kan øge vores eksport betragteligt. Hvis alt går optimalt måske til niveauet for to år siden, siger Jens Rahbek, der fortæller, at eksportkvoterne til Rusland for det kommende år i øjeblikket er ved at blive færdigbehandlet. Og det er derfor endnu usikkert, hvor stor eksporten bliver.
Rusland har altid været et vigtigt højprismarked for Danish Crown. Og for nylig blev det fejret, da Moskva-kontoret havde 15 års fødselsdag.
- Vi har løbende udvidet vores tilstedeværelse i Rusland og har i dag væsentlige kunder inden for både detail og processing. Vi har et godt renomme og kunderne er meget tilfredse med vores produkter. Samtidig oplever vi dog en stigende konkurrence fra både europæiske og oversøiske konkurrenter, lyder det fra Jens Rahbek.