Randers, 30. november 2009
Den danske svinebranche tager skarpt afstand fra de eksempler om grise, der er blevet slået i forbindelse med transport fra gård til slagteri.
Medierne rapporterer i dag om et øget antal sager om mishandling af grise under transporten fra gård til slagteri.
- Det er helt igennem uacceptabelt at slå grisene, siger Nicolaj Nørgaard, direktør i Videncenter for Svineproduktion i Landbrug & Fødevarer.
Ifølge Jyllands-Posten er der hos et slagteri i Horsens og hos forskere ved Københavns Universitet noteret en stigning fra 11 sager i 2006 til 56 sager i 2008.
På linje med formanden i Dyreetisk Råd, Peter Sandøe, mener den danske svinebranche ikke, at landmændene kan løbe fra et ansvar.
- Der er stadig tale om meget få dyr med skader. Men det ændrer ikke ved, at det er helt uacceptabelt, og at de landmænd, der skader dyrene, selvfølgelig har et ansvar, siger Nicolaj Nørgaard.
Videncenter for Svineproduktion har besluttet, at de vil undersøge og kortlægge sagerne for at få sat en stopper for de landmænd, der skader deres dyr. Et tiltag kunne være øjeblikkelig indrapportering af sager fra dyrlægerne, så der kan gribes ind med det samme.