UkDe

Når en skinke er
sin vægt værd i guld

Henrik-Christiansen-364.jpg


Randers, d. 12. november

Den automatiske dør åbner hele tiden. Dørklokken ringer, og tallet på væggen skifter hurtigt. 250, 251, 252…Butikken fyldes med kunder, der snuser til lugten af røget kød, the og kaffe.

- Hmmmmm, det lugter helt fantastisk. Jeg bliver helt sulten, siger en ung mand, der lige er trådt ind i Slagter Christiansens butik på Fanø. Den unge mand ligner ikke en typisk kunde, der skal købe pølser. Sandsynligvis er han her sammen med sine forældre. For slagterbutikken har kunder fra hele landet – de fleste køber, når de er her på ferie. Andre bestiller og får sendt med posten.

- Vi åbnede den nye butik for et år siden. Før lå vi ovre på den anden side af vejen. Men der blev pladsen for trang, siger Henrik Christiansen, der har drevet Slagter Christiansen sammen med sin hustru, Rikke, gennem 16 år.

Henrik og Rikke har kendt hinanden, siden de stod i lære sammen i samme butik. I dag har de delt deres egen butik, så Rikke har ansvaret for selve butikken, mens Henrik regerer i baglokalet.

- Vi får hele tiden nye ideer til indretning af butikken. Det nyeste er en ø med olivenolie og balsamico. Men derudover har vi også the, chokolade, kaffe og meget mere, fortæller Rikke Christiansen.

Slagterhåndværk
Slagter Christiansen holder godt fast i det gode slagterhåndværk. Alle slagtervarer bliver lavet fra bunden og det vækker anerkendelse blandt både kunder og konkurrenter. Samtidig har det givet flere præmier i ind- og udland. Sidste år blev butikken tildelt årets slagterpris af DMA - nu L&F – og foreningen af Dansk Slagtermestre kårede ægteparret til æresslagter. Og så var der også konkurrencen i Tyskland, fortæller Henrik Christiansen, med et smil.
- Vi var lidt sent på den og tog syv forskellige pølser fra disken en dag efter fyraften og sendte dem til en større fagkonkurrence i Tyskland. Vi regnede ikke med at vinde noget. Men tyskerne blev lidt knotne på os, fordi vi ikke selv deltog. Vi fik nemlig seks guld og én sølv medalje. Og det er vist ikke sket før, fortæller Henrik Christiansen.

Fanø Skinken
Siden 1996 har Slagter Christiansen fremstillet den lokale Fanø Skinke. Produktionen tager 6 måneder og smagen er blandt det bedste man kan få, mener Henrik Christiansen. For nylig er både skinken og flere andre produkter blevet certificeret og godkendt til at kunne blive markedsført under varemærket Vadehavsguld, der tilbyder forbrugerne kvalitets-produkter, der respekterer autenticitet, sporbarhed og troværdighed.

- Vi er meget stolte over vores skinke, der lige som resten af vores produkter, kun bliver gode, fordi vi bruger de bedste råvarer. Opskriften på succes er meget simpel – du får kun gode produkter, når råvarerne er i orden. Og så må man ikke gå på kompromis, fortæller Henrik Christiansen, der hver uge modtager 40 tungsvine skinker fra Danish Crown sammen med de øvrige råvarer.

Besøg gourmetslagterne her på hjemmesiden


Se billedgalleri

vidste du?

Vidste du?
… At det første danske andels- svineslagteri blev oprettet i 1887. Slagteriet er nu en del af Danish Crown koncernen, der mere end 100 år efter stadig har andelstanken som det grundlæggende element.
Danish Crown | Marsvej 43 | Tlf. 8919 1919 | 8960 Randers SØ | E-mail: dc@danishcrown.dk