UkDe

Lyden af Danish Crown

Sonic Branding


Randers, 19. oktober 2009


Skritsch, dong, plang, tjøsssch…og bong. Et moderne slagteri er fuld af lyde og rytmer. Når produktionen kører, opstår der lyde overalt, hvor der bliver skabt en bevægelse eller en kontakt mellem fysiske genstande. Maskiner snurrer og er med til at fylde lydbilledet med alt fra larm til alle toner på klaviaturet. Det er virkelighedens lyde fra verdens mest moderne slagteri. Og nu skal de danne grundlag for, at Danish Crown får sin egen lydidentitet.

Jagten på den gode lyd
Slagteriet i Horsens har haft besøg af Daniel Schougaard fra virksomheden Sonic Branding, der har specialiseret sig i at skabe lydlogoer og lydidentiteter. Udstyret med en håndholdt lydoptager var han på jagt efter virksomhedens helt særegne lyde.
- Jeg vil finde de lyde, der kendetegner virksomheden og som sammen med jeres værdier og mission kan danne grundlag for, at vi kan lave Danish Crowns nye lydprofil og –identitet, forklarer Daniel Schougaard, der er musikkonsulent og projektleder.

Til alle sanser
Flere og flere virksomheder anvender i dag lydidentiteter strategisk for at give virksomheden en tydeligere profil og for at modtageren får en bedre brugeroplevelse, når han eller hun er i kontakt med virksomheden.
Derfor skal en lydprofil ses som supplement til de øvrige branding-værktøjer som virksomheden anvender, forklarer kommunikationsdirektør, Anne Villemoes.
- Når vi kommunikerer, skal vi udnytte alle de sanser, vi kan, for at få adgang til modtageren og styrke oplevelsen af Danish Crown. I forvejen kommunikerer vi via alle de traditionelle kanaler, når vi brander virksomheden. Men en helt unik lyd, der kan bruges til alt fra ventelyd i telefonen, baggrundslyd på hjemmesiden og i forbindelse med annoncer på TV og i radioen kan være med til at styrke brandet Danish Crown, siger hun.

En ny lyd i røret
- Goddag, og velkommen til Danish Crown… sådan lyder det op mod 1.200 gange om dagen, når andelshavere, kunder, medarbejdere og andre ringer til Danish Crowns hovedkontor i Randers. Opkaldene kommer fra hele verden og med en arbejdsdag på godt 8 timer, bliver det til tre opkald i minuttet. Og det skaber ind i mellem ventetid.
- Selv om vi har dygtige og hurtige medarbejdere i receptionen, så kan der opstå ventetid. I gennemsnit er der en ventetid på mellem 4-6 sekunder. Men der går i gennemsnit op mod 28 sekunder før den viderestillede telefon bliver taget. Og her er det oplagt, at man bliver mødt med noget, der giver mening, og som skaber synergi i forhold til vores øvrige branding. Det er rigtig mange menneskers førstehåndsindtryk, der er tale om, forklarer kommunikationsdirektør Anne Villemoes.

Den nye lyd vil kunne høres i Danish Crowns telefoner i starten af det nye år. Har du lyst til at læse mere om lydidentiteter, så klik ind på www.sonicbranding.dk eller se med i pengemagasinet på DR1 på onsdag.

vidste du?

Vidste du?
… At Danish Crown er Europas næststørste svineslagteri. Danish Crown slagter årligt ca. 18,8 mio. svin og søer (incl. ca. 2,7 mio. slagtninger i udlandet). Slagtningerne svarer til 1,7% af verdens svinekød og 7,5% af EU´s svinekød.
Danish Crown er verdens største svinekødseksportør
Danish Crown | Marsvej 43 | Tlf. 8919 1919 | 8960 Randers SØ | E-mail: dc@danishcrown.dk