Randers, 8. oktober 2009
Japansk kontrollant besøger slagterierne i Horsens, Ringsted og Herning hver uge
Det er onsdag, og klokken er ved at være ti om formiddagen. På driftslederkontoret på første sal er Jørn Kjær ved at gøre klar til dagens besøg. Kontrolarkene er gjort klar, og Jørn Kjær spejder ud over den åbne plads foran slagteriet.
- To gange om ugen får vi besøg. Og sådan har det stort set været siden 1983. Siden vi dengang havde mund og klovesyge, har der været besøg og kontrol udført af vores japanske inspektør, fortæller Jørn Kjær fra Danish Crowns slagteri i Horsens. Han har haft den personlige kontakt med alle inspektørerne.
- Jeg tror, vi har haft omkring 80 gennem alle årene, fortæller Jørn Kjær inden han tager imod Kazuya Shimojo – den nuværende inspektør – ude på gangen.
Kazuya Shimojo er ansat hos Marudai Food Company som kontrollant. Han er udstationeret i Vejle og besøger hver uge Danish Crowns slagterier i Horsens, Ringsted og Herning. Hvert besøg i Horsens tager seks timer, hvor han tager stikprøver af brystflæsk, nakker og kamme.
- Jeg kigger efter alle former for uønskede rester fra produktionen – det kan være knoglestumper, brusk, hår og fremmedlegemer så som plastik. Derudover kontrollerer jeg længde, bredde og tykkelse på udskæringerne i henhold til vores specifikationer, forklarer Kazuya Shimojo på vej ned gennem slagteriets lange gange.
Ved et bord i opskæringen står flere kasser klar med friske stykker brystflæsk, der kommer lige fra båndet. Ovenover bordet hænger et gult skilt, hvor der med store bogstaver står: REINSPEKTION.
Vagn Pedersen tager imod Mr. Shimojo ved bordet. Vagn Pedersen er kvalitetskontrollør med særlig fokus på varer til Japan, og sammen indleder de nu dagens kontrol.
- Vores mål er at nå ned på nul. Men det er uhyre svært helt at undgå forskellige former for rester på de ferske udskæringer, når de kommer lige fra båndet.
Udstyret med tommestok, temperaturmåler og meget følsomme fingre går Kazuya Shimojo i gang med at finkæmme overfladen på de udvalgte kødstykker.
- For at blive bedre og løbende reducere antallet af fund, melder vi tilbage til den enkelte medarbejder ved båndet. Det sker umiddelbart efter inspektionen, fortæller Jørn Kjær på vej ud mod pakkeriet, hvor ny stikprøver skal tages.
- Som noget helt nyt har vi inden pakning fået installeret en støvsuger. Vi støvsuger alle varer til Japan og Korea for at fange det absolut sidste. Stikprøverne tager vi efter pakning, fordi det så svarer til de varer, kunderne modtager i sidste ende, siger Jørn Kjær.
Ved endnu et lille inspektionsbord pakkes den ene kam ud efter den anden. Her noteres også kødets farve, mens der ledes efter uønskede rester. Igen er det med følsomme fingre og et skarpt blik, at Kazuya Shimojo og Vagn Pedersen kontrollerer de udvalgte kamme.
Til slut bliver der taget billeder af dagens kontrolresultater, der sammen med dagens rapport bliver sendt til hovedkontoret i Japan. Og sådan har det været siden 1983.