Randers, 25. september 2009
Et indslag i TV-Avisen her til aften såede tvivl om medarbejdernes muligheder for at organisere sig i Plumrose USA, der er et datterselskab i Danish Crown koncernen.
Indslaget tog udgangspunkt i en afstemning om medlemskab af fagforeningen UFCW på Plumroses fabrik i Councill Bluffs i Iowa. Afstemningen fandt sted i slutningen af 2007 og resulterede i et nej fra medarbejderne til at blive medlem af fagforeningen.
I indslaget i TV-Avisen citeres medarbejdere for, at virksomhedens kampagne for et nej har påvirket medarbejdernes holdning i den to år gamle afstemning.
- Der må ikke herske nogen tvivl om, at vi selvfølgelig respekterer arbejdsmarkedets regler og medarbejdernes ønsker. Fra virksomhedens side har vi naturligvis ingen intentioner om at nægte medarbejderne medlemskab af en fagforening, hvis de ønsker det, siger Carsten Jakobsen, viceadministrerende direktør og President International i Danish Crown. Carsten Jakobsen er også bestyrelsesformand i Plumrose USA.
- Det er suverænt medarbejderne, der bestemmer, om de vil organiseres. I USA er det hverken fagforeningerne eller virksomheden, siger Carsten Jakobsen.
Plumrose USA har tre produktionsafdelinger. Afdelingen i Elkhart Indiana er fuldt organiseret, efter at medarbejderne indgik aftale om medlemskab af fagforeningen. Også i Councill Bluffs er en af afdelingerne i dag organiseret - begge steder på baggrund af medarbejdernes ønske.
I indslaget fremgik det ligeledes, at der er tale om illegale indvandrere på virksomheden. Til det siger Carsten Jakobsen:
- Vi tjekker ved enhver ansættelse de tilgængelige papirer - herunder medarbejdernes pas. Så den påstand kommer bag på os og står for fagforeningernes regning.
Danish Crown understreger, at ingen har fået forbud mod at udtale sig i sagen - og først i dag har DR henvendt sig for at få en kommentar fra Danish Crown, som med det samme sagde ja til at kommentere sagen.
Danish Crown med på konference
Danish Crowns administrerende direktør Kjeld Johannesen deltager den 29. oktober på en konference om Danish Crowns samarbejde med fagforeninger verden rundt.
- Vi er glade for initiativet til at få fokus på netop medarbejdernes vilkår. Nogle steder i verden - eksempelvis i USA - ser vi, at arbejdsvilkårene forringes, når fagforeningerne kommer ind, fordi traditionen for fagforeningsarbejde er meget forskellig fra land til land. For os handler det i sidste ende om medarbejdernes frie valg, siger Kjeld Johannesen.