Randers, 16. september 2009
I Danish Crown står vi i øjeblikket over for en markant udfordring. I løbet af det næste års tid skal virksomheden have reduceret omkostningerne og forbedret indtjeningen med samlet 1,6 mia. kr. Ifølge handlingsplanen DC Future, som Danish Crown fremlagde i maj, skal godt en tredjedel af omkostningsreduktionen hentes på lønomkostningerne.
- Det er helt afgørende, at vi i denne proces har en tæt dialog med medarbejderne. Allerede i sidste uge holdt vi et konstruktivt og udbytterigt møde med ledelsen i Fødevareforbundet NNF. Og der blev ligeledes i sidste uge indkaldt til ekstraordinære møder i en lang række af Danish Crowns samarbejdsorganer, hvor medarbejderne er repræsenteret, siger adm. direktør Kjeld Johannesen.
For at sikre, at alle medarbejdere har mulighed for at komme af med gode ideer til, hvordan målet i DC Future kan nås, har vi i dag oprettet en direkte email-adresse, som alle medarbejdere kan sende deres forslag til.
- Jeg kan ikke garantere, at alle ideer kan anvendes, men jeg kan garantere, at vi vil kigge meget nøje på alt, hvad der kommer ind. Det er vigtigt for os, at vi har en tæt dialog med medarbejderne, siger Kjeld Johannesen, som i den nærmeste fremtid vil komme rundt på afdelingerne for også at tage debatten her.