UkDe

Ny administrerende direktør i Tulip Ltd


Tulip Ltd har ansat Steve Murrells i en nyoprettet stilling som administrerende direktør i UK.

Murrells starter i jobbet i begyndelsen af oktober og refererer til Carsten Jakobsen, som fortsætter som bestyrelsesformand i Tulip Ltd. UK og viceadministrerende direktør og President International i Danish Crown.

Murrells er 44 år gammel og har stor erhvervserfaring fra adskillige jobs i Tesco PLC, som direktør i Fresh Foods, adm. direktør i One Stop Stores og senest som ansvarlig i Dobbies, som er Englands andenstørste havecenter-kæde med 25 butikker.

- Tulip Ltd. har oplevet en enestående vækst de seneste ti år, og vi er meget glade for, at vi har kunnet tiltrække en af Steves kaliber til at fortsætte udviklingen af organisationen i UK fremover. Steve medbringer stor erfaring indenfor detailhandel, som vil kunne gøre Tulip til en endnu mere kundeorienteret organisation i fremtiden, siger Carsten Jakobsen og fortsætter:

- Sammen med den øvrige ledelse glæder jeg mig til samarbejdet med Steve, som kan hjælpe med til at fastholde Tulip Ltd’s position som førende leverandør af svinekød, bacon og forarbejdede produkter til den engelske detailhandel og foodservice-sektor.

- Tulip er allerede en forretning med stor succes. I min nye rolle skal jeg være med til at forme fremtiden for virksomheden. Jeg glæder mig til samarbejdet med mine nye kolleger og til at videreudvikle Tulip’s førerposition på markedet. Jeg er sikker på, at vi fortsat vil kunne bevare førerpositionen indenfor fødevareproduktion i UK, siger Steve Murrells.

vidste du?

Vidste du ...
… At der findes salmonella i ca. 1 % af det danske svinekød. Det er et af de laveste niveauer i verden.
Danish Crown | Marsvej 43 | Tlf. 8919 1919 | 8960 Randers SØ | E-mail: dc@danishcrown.dk