UkDe

DC Horsens i spil til automatiseringspris

Danish Crown i Horsens



Randers, d. 21. august 2009

Selvom det er fire år siden, Danish Crown åbnede verdens mest moderne slagteri i Horsens, imponerer det højteknologiske anlæg stadig.

I det seneste nummer af fagbladet Teknisk Nyt er de teknologiske løsninger på slagteriet igen i fokus.

Slagteriernes Forskningsinstitut har indstillet anlægget til Automatiseringsprisen 2009, og Teknisk Nyt bringer i den forbindelse en større artikel om slagteriet.
- Dansk super-slagteri håndterer 86.000 grise hver uge. Slagteriet har anvendt enhver tænkelig form for automatisering og robotteknologi – og man udvikler og tester konstant nye løsninger. Dels for at forbedre arbejdsmiljøet, dels for at forbedre produktiviteten pr. medarbejder – dels for at øge fokus på sporbarhed, dyrevelfærd og hygiejnisk design, skriver Teknisk Nyt blandt andet om DC i Horsens.

- Vi er meget glade for indstillingen. Vi tager det som en anerkendelse af det store arbejde fra både medarbejdere og leverandører, der blev lagt i at bygge et stort og fremtidssikret slagteri op fra bunden med den nyeste teknologi indenfor området, siger Søren Eriksen, der er teknisk direktør i Danish Crown og ansvarlig for det hidtil største byggeprojekt i dansk slagterihistorie.

- Det er også med til at vise omverdenen, at der foregår masser af forskning og udvikling inden for automatisering og robotteknologi i en branche, man nok ikke tidligere har forbundet med højteknologi, men hvor dansk know-how faktisk er i verdensklasse, siger Søren Eriksen.


Få en virtuel gennemgang af slagteriet i Horsens


Om Automatiseringsprisen
Det er Dira – Dansk Robot Forening – der står bag Automatiseringsprisen, som uddeles én gang årligt. Næste gang bliver på HI-messen i Herning, der finder sted fra 1.-4. september.

”Prisen går til en person eller et team, der har bidraget væsentligt til at øge én eller flere danske virksomheders konkurrenceevne på de internationale markeder gennem automatisering, indførelse af robotteknologi på en banebrydende måde eller ved at have bidraget innovativt til udvikling af robotteknologien”, skriver Dira på sin hjemmeside.

vidste du?

Vidste du ...
… At der findes salmonella i ca. 1 % af det danske svinekød. Det er et af de laveste niveauer i verden.
Danish Crown | Marsvej 43 | Tlf. 8919 1919 | 8960 Randers SØ | E-mail: dc@danishcrown.dk